Er du interesseret i, hvordan byparken rundt om Moena Mønshallerne skal se ud, og hvilke aktiviteter, den skal byde på i de kommende år?
Så meld dig til forenings- og borgermøde hvor du kan høre om planerne og give din mening til kende:
Vordingborg Kommune og Keingart inviterer til et tredje og sidste forenings- og borgermøde om udviklingen af en bypark ved Moena Mønshallerne.
Mødet afholdes mandag den 7. juni i tidsrummet kl. 18.30-21.30 i Moena Mønshallernes foyer.
På grund af forsamlingsloftet holdes mødet af to omgange, ét kl. 18.30-20, og ét kl. 20-21.30.
Man tilmelder sig ved at sende en mail til tilf@vordingborg.dk senest fredag den 4. juni kl. 12.
Hvis tilmeldingerne kan holdes indenfor de gældende rammer, vil det blive prioriteret at holde mødet kl. 18.30-20.30. Der vil løbende ske opdatering af hjemmesiden https://www.vordingborg.dk/politik/vision-og-politikker/by-og-landdistriktsudvikling/stege-by/udviklingsplan-for-udearealerne-ved-monshallerne/ med de seneste informationer, og der vil blive udsendt en endelig plan for mødet fredag efter fristen.
På mødet vil I blive præsenteret for den samlede helhedsplan, der er udviklet på baggrund af den forudgående inddragelsesproces og efterfølgende politiske prioriteringer. Der vil blive mulighed for at kommentere planen.
OM PROJEKTET
Vordingborg Kommune er i gang med at skabe en udviklingsplan for en bypark på udearealerne ved Moena Mønshallerne. Arkitektfirmaet Keingart skal hjælpe med at udarbejde planen.
Udviklingsplanen skal tage udgangspunkt i Helhedsplanen for Stege by samt projektet ”Kulturunivers Møn”, der er udarbejdet af Moena Mønshallerne i samarbejde med en række interessenter.
Planen skal beskrive indhold, aktiviteter og formgivning af arealerne. Den skal redegøre for nye koblinger til byen samt give bud på, hvordan der kan skabes synergier mellem inden- og udendørs faciliteter og aktivitetsmuligheder
Det er særligt børn og unge der skal bruge området. For at sikre deres input, vil der foregå et tæt samarbejde med børn og unge, blandt andet gennem et projektforløb med 8. klasse fra Stege skole.