Halballet er også et trefoldigt jubilæum

Det er ikke kun en folkefest, når vi inviterer øfolket til hal-julebal lørdag 6. november. Det er også en kærkommen anledning til at fejre alle tre haller.
Gode gamle mønshallen fylder 50 år, flexhallen fylder 20 og svømmehallen fyldte 40 år i 2020, hvor det ikke rigtig kunne fejres.

Fejre hallerne og hinanden

”Vi håber, at der kommer mange glade mønboere og mønborgere til festen og fejringen af hallerne og hinanden. Ligesom de har samledes i alle mulige sammenhænge i de tre haller gennem årene.
I gamle dage var der f.eks. helt fyldt til håndboldlandskampe og 2. juledagsfodboldstævner. I dag knopskyder aktiviteterne med klatring, gaming, basketball og meget mere”, siger vores daglige leder, Chris Schmidt Hansen.

Mange kridter danseskoene

Billetsalget til hal-juleballet tyder da også på, at mønborgerne og mønboerne trænger til at feste. Næsten 150 billetter er solgt uden, at vi har lavet ret meget ramasjang.

Til ballet spiller bandet Vikarbureauet op til bal med deres repertoire af party og pop fra 70’erne og frem til i dag. DJ Dennis Kølle følger festen til dørs med et drøn af disco.

Anne og Micki fra KOK & RUL på Fanefjord Kirkevej kommer med julemenuen bygget på fritgående dyr, fokus på det danske, friske råvarer og en dejlig blanding af det klassiske og det fantasifulde.