På bestyrelsesmødet efter årets generalforsamling torsdag den 29. april i Moena Mønshallerne var der både glæde og taknemmelighed i luften.
Bestyrelsen og ledelsen takkede varmt den afgående formand, Lars Peter Christensen, der selv havde ønsket at fratræde som formand efter 6 år på posten. Lars Peter blev rost for sin indsats og det gode bestyrelsessamarbejde i sin formandsperiode. Den afgående formand ser frem til at fortsætte i bestyrelsen som nyvalgt menigt medlem. Så Moena Mønshallerne kan fortsat nyde godt af hans faglighed, erfaring og gode humør.
Som ny formand valgte bestyrelsen enstemmigt Brit Skovgaard, der har siddet i bestyrelsen siden kommunalvalget i 2017, udpeget af Vordingborg Kommune. Brit Skovgaard glæder sig til at stå i spidsen for en erfaren bestyrelse, der i samarbejde med hallens ledelse kan fortsætte den spændende udvikling, der er i gang.