Kunstnerduoen K-O-N-T-O Studio fra Hårbølle på Møn er ved at lægge sidste hånd på udsmykningen Rum i Bevægelse, der i sin helhed skal gøre Moena Mønshallernes foyer til et levende kunstværk, man som gæst i huset kan vandre igennem eller opholde sig i.
Som en del af den afsluttende proces flytter kunstner Elisabeth Kiss ind og arbejder i husets foyer i løbet af ugen fra den 14. til den 18. november. Dermed får vi alle sammen et lille kig ind ”Behind The Scenes” i det kunstneriske arbejde med en tekstil-installation i rummet.
Rum i Bevægelse består af i alt 6 sammenhængende værker: En fuld farvesætning på væggene, 27 unikke lamper, et indendørs havesystem med fontæne, en tekstil-installation, 3 mobile barer og endelig et nyt gulvdesign, som vil blive realiseret engang i fremtiden, når der er fundet økonomi til gulvbelægningen.
Udsmykningen er inspireret af lokale fortællinger om Møns geologiske undergrund, den rige Mønske kulturhistorie og den vilde natur på øen, som i værket er blevet omsat i farver, former, temaer og materialer.
Den færdige udsmykning indvies en måned før jul, nemlig den 24. november kl. 14.30.
Rum i Bevægelse er støttet af Statens Kunstfond og Vordingborg Billedkunstråd.