Kunstnerduoen K-O-N-T-O Studio fra Hårbølle er i gang med at udvikle et lokalt forankret permanent kunstværk ‘Rum i Bevægelse’ i Moena Mønshallernes foyer.
K-O-N-T-O Studio flyttede til Vestmøn for 4 år siden, og er nu ved at have fundet fodfæste på Møn. K-O-N-T-O Studio består af billedkunstner Morten Bencke og tekstildesigner Elisabeth Kiss, som arbejder i krydsfeltet mellem kunst og design.
Duoen er netop gået i gang med en omfattende opgave, at re-designe og udsmykke det store foyer-areal, der binder Mønshallen og Flexhallen sammen i Moena Mønshallerne i Stege på Møn.
Moena Mønshallerne er i gang med at realisere en omfattende, langsigtet og nytænkende vision for stedet, og i den forbindelse skal samtidskunsten også tænkes ind. Under titlen ´Rum i bevægelse´ har Moena inviteret K-O-N-T-O Studio til at omdanne foyeren.
K-O-N-T-O Studio har en eksperimenterende tilgang til at skabe æstetiske rum, der både i materialer, farver og formsprog vækker nysgerrighed, og som byder på kritiske fortællinger om den tid, vi lever i nu. Det er en vild og spændende opgave at skabe et permanent værk i det store fælles foyer-rum, som mange mennesker benytter hver dag.
I K-O-N-T-O Studio er kunstnerne meget optaget af fællesskaber og nysgerrige på at finde ud af, hvad fællesskaber gør ved vores måder at være i verden på:
“Fællesskaber er det, der omslutter hver af vores ego´er, og det er i fællesskaberne vi har mulighed for at være større end os selv. For os er det fantastisk at skabe noget som skal blive i foyeren, i mange år, det giver os mulighed for at arbejde med tid, fordybelse og fællesskab på en helt unik måde, som vi mener er vigtig for at skabe vedkommende samtidskunst”, fortæller K-O-N-T-O.
“Til udsmykningen i MOENA Mønshallerne er vi optaget af noget af det, som mønboerne har til fælles her på øen, nemlig den mønske kulturhistorie, den mønske geologi og Møns vilde natur. Møn har så mange historier at byde på, øen rummer en uudtømmelig rigdom af fortællinger og magi, som alle Mønboerne kan være stolte af. Med mønske fortællinger som udgangspunkt, vil vi lave et nyt design til foyerens gulv, en fuld farvesætning af væggene og vi designer 27 unika lampeskærme og noget mobilt interiør til hallens arrangementer. Derudover laver vi en spektakulær tekstil-installation og et skulpturelt indendørs havesystem”.
Som en del af projektet vil K-O-N-T-O arbejde sammen med flere lokale foreninger på Møn og løbende invitere mønboere til at bidrage med udvalgte materialer til værkerne.
Projektet Rum i Bevægelse bliver realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Vordingborg billedkunstråd og et generøst sponsorat fra P. Hatten.
Følg på www.k-o-n-t-o.dk eller instagram www.instagram.com/konto_studio
Baggrund
Moena Mønshallerne har indgået et nyt og spændende samarbejde med kunstnerduoen K-O-N-T-O Studio fra Hårbølle, der har fået til opgave at udsmykke Moenas foyer. Samarbejdet har modtaget økonomisk støtte fra både Statens Kunstfond og Vordingborg Kommunes Billedkunstråd, samt et sponsorat fra P. Hatten.
K-O-N-T-O vil sammen med Moena redesigne husets foyer til et legende ”rum i bevægelse”. Et rum, der bevæger folk både fysisk og mentalt, og som sætter gang i nye aktiviteter, tanker og opdagelser hos både gamle og nye gæster i alle aldre. Foyeren bliver et nyt rum, hvor alle mønboere kan møde og opleve nytænkende dansk kunst.
Designet bliver udviklet hen over foråret, hvor K-O-N-T-O vil invitere lokalbefolkningen til at bidrage til projektet, blandt andet med genbrugsmaterialer, som skal indgå i dele af kunstværket. I løbet af sommeren og efteråret vil kunstværket blive udført og installeret i rummet.
Det nydesignede rum vil blive indviet sidst på året.
Balance mellem kunst, kultur og sport
Moena Mønshallerne er både sportshal og kulturhus i ét. Moena vil gerne være et hus med rum til alle, og i et rummeligt hus skal der også være plads til at møde kunsten i hverdagen.
Moena vil under mottoet ”Vi bevæger os i bedre balance” bidrage til en bæredygtig udvikling på Møn, hvor flere mennesker får bedre muligheder for at komme i bedre balance sammen med andre. Derfor skal sport og idræt balanceres med kunst og kultur. Fysiske udfordringer skal balanceres med meningsfulde opdagelser. Menneskers aktiviteter skal balanceres med vores omgivende miljø.
Projekt ”Rum i bevægelse” skal give flere adgang til kunst i det offentlige rum, kunst der bevæger mennesker, fysisk og mentalt.
Følg med i projektet på www.moena.dk og www.k-o-n-t-o.dk, samt på Facebook og Instagram.