- At opleve kunsten i hverdagen åbner døre. Vi vil gerne inspirere yderligere med det gennemgribende projekt ”Rum i bevægelse”.
Mønshallernes foyer har i efteråret 2021 undergået en fascinerende forvandling. Væggene er blevet malet i bølgende farver. Ni forskellige, der er hentet fra den store palet af nuancer i naturen på vores ø.
Det er Elisabeth Kiss og Morten Bencke fra K-O-N-T-O Studio, Hårbølle, der er i fuld gang med at forandre foyeren til et ”rum i bevægelse”. Det sker med en række forskellige værker i en blanding af kunst og design. Alle som en taler de ind i fortællinger om livet, naturen og den rige kulturhistorie på Møn.
Senest er der blevet hængt 25 særligt designede lamper op i foyeren.
Lamper, der nærmest er skulpturer.
”Vi bygger forandringerne af foyeren med elementer, som mønboerne har til fælles. Kulturhistorien, geologien, dyrelivet og den vilde natur. Møn rummer på en rigdom af fortællinger og magi, som alle mønboerne kan være stolte af”, siger Elisabeth Kiss.
Kunstprojektet ”Rum i bevægelse” er altså i fuld gang, men slet ikke slut endnu.
Du kan prøve at sætte dig i en af vores sofaer, og se om du kan fange himmelen, havet, klinten, bøgen, flinten, gøgeurten, havtornen, sommerfuglen og Elmelundemesteren. Elementerne er fra den fine farvepalet som Morten og Elisabeth har valgt farverne til væggene ud fra.
Nye lamper inspirerede af vandrefalken
Da vores huskunstnere skulle skabe en helt ny slags lampe, lod de sig inspirere af vandrefalkens fart og bevægelser ved Møns Klint. De 25 lamper er alle forskellige og skal både vise den hurtige fugls balance og være et symbol på fællesskaber.
Morten Bencke fortæller, at lampen er udviklet fra et mobile-princip.
På lamperne holder en stålstang sammen på det hele og finder balancen. Det er fuglens krop.
Lamperne består også af håndmodeleret Mønsk ler i variationer af kokkolitten, den alge der udgør grunddelen i kridtet på klinten. Hvert stykke ler er unikt.
Det tredje element på lamperne, peger ind i det sociale og fællesskabet. Det er striktøjet, der fungerer som vinger.
”Vingerne er strikket af 14 kvinder og 2 børn på Møn. Som en hel hær af lokale strikkere, der har laver hver deres unikke vinger i fællesskabet omkring lampeværket. Det er en vigtig del af hele fortællingen i foyeren. At vi er et sted, der styrker fællesskaber på øen. Det er en af de vigtigste funktioner Mønshallerne har,” siger Morten Bencke.
Med tiden vil der ske flere forandringer i foyeren fra K-O-N-T-O Studios hænder.
Blandt andet en tekstilskulptur med tøj doneret af mønboere og et indendørs haveanlæg med springvand. Det afventer, mens der bliver arbejdet på muligheden for at føre væggenes farver og former videre i et nyt gulv i foyeren.
Projektet Rum i Bevægelse bliver realiseret med støtte fra Statens Kunstfond og Vordingborg billedkunstråd.
Sponsorer til projektet er: P. Hatten, Sommerlight Aps og Flügger.
Samarbejdspartnere: Middelalderhaven, Røde Kors (Tirsdags-Nørklerne ), Chandini ( konsulent ), Skolen for Livet (Keramik-ovn) , Skærbæk Aps (Konsulent) andre frivillige strikkere fra Møn.
Projektet vil strække sig et stykke ind i 2022 inden det får sin endelige udformning