I de stærke felt på otte nominerede blev det chefen fra Camp Møns Klint, der trak fra til sidst - Over imponerende 900 mønboere og mønborgere har stemt
Der var kun gode kandidater til at modtage Møn sjæl-prisen 2020/21. Da folket havde talt blev det resort manageren fra Camp Møns Klint, Ole Eskling, der løb med gaverne og diplomet.
Den respekt, der står om hans ry som turisme- og oplevelses-dynamo med udgangspunkt i livet ved klinten, viste sig at være kampafgørende.
Ole Eskling blev indstillet af Jesper Blomberg med de flotte ord: ”Ole er ganske enkelt en passioneret Mønbo. En ægte indfødt, der med respekt for borgerne og naturen kæmper for, at Møn overlever som samfund og som ikon.”
Møn-sjæl-prisen gives hver år til en person, der gør noget helt særligt eller ekstra aktivt og har sat gang i øen i 2020 eller 2021 til gavn og glæde for mennesker på Møn. Det kan være indenfor sport, kultur, natur, turisme eller socialt.
Tre, der stemte på Ole Eskling, skrev:
”Enestående personlighed med en enorm kreativ og kunstnerisk sjæl, der både er forankret i Møns økultur men har en global rækkevidde. Ole Esklings betydning for Møn rækker vidt.”
”Ole har været Møn's stemme i mange, mange år. Også længe før Møn kom på agendaen andre steder.”
”Hvis Ole Eskling ikke har modtaget denne fornemme pris før, er det på høje tid. Ole arbejder, bogstavelig talt, i døgndrift for at brande, vise og elske Møn for gæster, beboere og nydere af øen. Dyr som mennesker. Ole er hjertevarm og eventyrlysten, og er elsket af unge som gamle. Han fortjener om nogen anerkendelsen som årets Møn Sjæl!”
Mønshallerne er tilfredse
Anerkendende ord med på vejen fra de imponerende mange stemmer, der gjorde afsenderen af Møn sjæl-prisen, folkene fra Moena Mønshallerne glade og tilfredse.
”Vores ambition med Møn sjæl-prisen er at sætte lys på nogle af de personer, der gør noget særligt for livet, som det leves på Møn. Det må man sige er lykkes med så gode kandidater og de mange der har stemt”, siger centerleder Inge-Vibeke Boysen.
Alle har fortjent at vinde
Ved overrækkelsen af diplomet og gaven, doneret af ildsjælene fra Leve Evers Chokolade, Isle of Moen Spirits og Bog & Idé Stege, sagde Brit Skovgaard, bestyrelsesformand for Moena Mønshallerne, at alle de nominerede havde fortjent at vinde.
”Alle sammen gør på hver deres måde noget særligt for andre mennesker og livet på Møn. Ja, I burde alle som en have en pris fordi, I har hjertet og sjælen med jer. Alene det at blive nomineret viser, at I har noget særligt at byde på”, sagde Brit Skovgaard.
De andre nominerede
De syv andre nominerede var: Winie Juliane Ludvigsen, Thomas Kainø Jensen, Søren Ishøj, Bente Ravn, Ole Eskling, Silje Gjedsted Engelhard, Lise Bille Rasmussen, Uffe Thorndahl.
Winie, der har lagt en stor indsats i House of Moen, Folkemøde Møn, Farmors Have m.m.
Thomas, for hans iværksætter-arbejde og visioner med Bocarts-projektet
Søren, der var en drivende kraft og nu er et stærkt omdrejningspunkt i basketball-klubben Dark Sky Diamonds
Bente, der utrætteligt sætter mange aktiviteter i gang og bringer mennesker sammen. Senest Det Fleksible Netværk i Mønshallerne.
Silje, der kæmper for at skabe et særligt ungdomshus i Stege på de unges præmisser.
Lise, der altid er klar, når der er brug for ekstra hænder og har været med i så mange forskellige sammenhænge, at det ville tage lang tid at nævne dem alle.
Uffe, der kæmper for nærdemokratiet og hjælper andre borgere, som er kommet i klemme.
De tidligere modtagere
Den første modtager af Møn Sjæl-prisen i 2018 var Leif Rasmussen, formand for Møns Fodboldklub. Han har gjort en utrættelig indsats for at så mange børn og voksne har rammerne til et godt foldboldliv og kæmpet for den flotte kunstgræsbane, der er blevet en realitet i Stege.
I 2019 gik prisen til Sascha Bendix, souschef på Møns Klint Camping, for hendes idérigdom og indsats for at udbrede Møns skønhed, natur og Dark Sky.
I 2020 blev prisen ikke uddelt, fordi Covid19-virus førte til den omfattende nedlukning af landet.