På billedet ses fra venstre: Armin Bijedic og Inge-Vibeke Boysen fra Moena Mønshallerne, Ole Hansen fra Lions Møn og Peter Tommerup, formand for Moena Mønshallerne.
Glæden er stor her hos os i Moena Mønshallerne, for Lions Møn har valgt at donere 10.000,- kr. til indkøb af grej til Åben Hal i 2024. Åben Hal er et gratis tilbud til alle skolebørn på Møn fra 4. klasse og opefter, der er afhængigt af sponsorater for at kunne fortsætte som et gratis tilbud.
Donationen fra Lions Møn skal gå til indkøb af nyt grej til Åben Hal, særligt - men ikke kun - til glæde for de unge piger på Møn. De seneste trivselsundersøgelser blandt unge viser, at det især er pigerne, der har det svært. Det vil vi i Moena Mønshallerne gerne gøre noget ved. Vi er derfor i gang med at undersøge, hvad de unge piger interesserer sig for og har brug for.
Hygge og gang i kroppen på den sjove måde
Til at begynde med har vi investeret i to sjove og sociale rotationsstole, som alle kan benytte i hallernes foyer, i pauser mellem andre aktiviteter. Siden de to stole kom ind i huset, er de blevet flittigt brugt af både piger og drenge i alle aldre, så de har allerede opfyldt deres formål om at sætte gang i mere sjovt samvær.
Resten af midlerne fra Lions-donationen skal bruges sammen med de unge piger, til grej, som de kan finde glæde ved at benytte i hallerne.
Det nye grej skal i højere grad få de unge piger til at lege mere, og få rørt sig fysisk på en sjov og social måde.
Lidt om Lions i verden
Lions er oprettet på en tid, i USA i 1917, hvor mange syntes, at verden behøvede mere medleven og mindre selvoptagethed. Det gælder stadig. Lions formål er at skabe og opretholde en atmosfære af forståelse mellem verdens folk, at fremme godt medborgerskab, og at støtte kulturelt, socialt og moralsk velfærd. I Lions diskuterer medlemmerne ikke partipolitik og tro, men opfordrer til at tjene samfundet uden personlig økonomisk vinding. Lions ønsker at forene klubberne i venskab, godt kammeratskab og gensidig forståelse.
Lions lokalt på Møn
Lions Møn arbejder efter disse principper på et lokalt plan, hvor medlemmerne tjener penge til klubben ved forskellige aktiviteter. Disse penge giver klubben videre til at støtte aktiviteter, som klubben synes fortjener støtte.
Senest har Lions Møn støttet:
Julekurve til trængende enkeltpersoner
Stafet for livet med Kræftens Bekæmpelse
Musikoplevelse til beboerne på Fanefjordcentret
Katastrofefonden for internationale katastrofer
Bogudgivelsen Mønbo - hvem er du
Og nu: Moena Mønshallernes af indkøb af nyt grej til Åben Hal-projektet
Læs mere om Lions Møn på deres hjemmeside: https://moen.lions.dk/
En stor tak til de frivillige i Lions Møn, der står bag donationen!